SPIL: Killzone 2
Af: Andreas Lysgaard

”Hold da k’… grafikken! Se lige grafikken!” - var nogenlunde mine første ord efter at have set introen til Killzone 2, for den er mildest talt fremragende. Dette må simpelthen grafisk være det flotteste PS3-spil hidtil, spørgsmålet er så om resten kan følge med.
Efter at have fået et billede af hvordan D-dag må have set ud 200 år ude i fremtiden i den flotte og drabelige intro, befinder du dig i rollen som soldaten Sev, en del af de såkaldte ISA-troppers Alpha Squad.
Menneskeheden har valgt at gøre det af med den onde Helghast race en gang for alle ved at indlede en invasion af deres hjemplanet Helghan, og ja denne historie virker en smule bekendt - hvis jeg nu siger Starship Troopers, tror jeg de fleste er med.
Forskellen er dog at de ækle insekter denne gang er skiftet ud med nogle endnu mere modbydelige Helghast-tropper, en menneskelignende race, men langt mere koldblodig.
Jeg har aldrig været en fan af førstepersons-skydespil (fps) til konsoller. Mest på grund af den klare ulempe ved at styre med en controller frem for mus og tastatur; du kan simpelthen ikke vende og dreje dig nær så hurtigt.
Derudover virker styringen i Killzone 2 endnu mere træg end andre spil af samme genre til konsol. Der er den her korte forsinkelse, fra du rykker i joysticket, til Sev bevæger sig. Lidt som hvis man forsøger at køre et alt for krævende 3D-spil på sin computer.
Men! Jeg ærgrer mig ikke over dette et sekund. For på en måde virker det mere realistisk, at du ikke kan vende 180 grader på et splitsekund, som det er muligt med et enkelt vip med musen. Er denne træge styring et stort irritationsmoment for dig, har du selvfølgelig også mulighed for at indstille følsomheden for din controller, hvilket hjælper lidt, men den lidt langsomme reaktionstid forsvinder ikke - det må altså være en del af spildesignet.
Grafikken er der simpelthen ikke noget ondt at sige om. Den er fabelagtig lige fra introen til det sidste Helghast-åndedræt er slukket.
Lækre detaljer er der masser af: Blandt andet blod-effekten, der langsomt overtager skærmbilledet jo mere Sev bliver såret; virkelighedstro patronhylstre, der flyver ud af geværet og hen over skærmen, og de mange måder du kan interagere med forskellige låsemekanismer på.
Sidstnævnte gøres ved hjælp af PS3’ens SIXAXIS system, som - for folk der ikke kender til dette - er en bevægelsessensor i controlleren, lidt i stil med Nintendo Wii konsollens. Den gør det muligt ved at vippe og dreje selve controlleren at bevæge bestemte elementer i spillet.
Singleplayer-delen er altså yderst veludført, og multiplayer-delen, som jeg desværre af tekniske årsager ikke har haft mulighed for at teste endnu, skulle være mindst ligeså vellykket; og gør det altså muligt at nyde dette spil i et uanet antal timer fremover. Der er simpelthen ikke en funktion i dette spil som folkene fra Sony ikke har tænkt over, og kælet for.
Derfor kan jeg ikke se nogen grund til, at du ikke skal gå ud og købe Killzone 2, hvis du er til førstepersons-skydespil og ejer en PS3. For vi har her at gøre med en af de helt store sværvægtere og kandidat til årets skydespil i 2009.
FAKTA:
Killzone 2
Udkommet til: PS3
Pris: 450-550 kroner
PEGI: 18+
Send artiklen til en ven:
